Digt: Det triste digt, om skæbnens gang

Digt: Det triste digt, om skæbnens gang.

Indledning:

Dette er et digt jeg har lavet, som har til formål at gøre op med "Kvietisme", som er en ideologi hvor man finder svaret ved at se tingene fx i relation til gud, og tilsidesætter alle de menneskelige lyster man har, i fuldkommen hengivenhed til gud. Jeg føler at "Kvietisme" er forkert, netop fordi at man henstiller lysten til at være menneske og at tage de forskellige valg i forhold til det individ man er, og i stedet lade en højere instans klare valget for én selv. Digtet jeg har lavet slutter med en sarkastisk tone imod mennesket der fralægger sig ansvaret at leve, og i stedet lader skæbnen tage beslutningerne. Det er også én ironisk bemærkning til sidst, hvor der står at éns skæbne allerede er skrevet... PS: Jeg er selv ateistisk eksistentialist(En filosofi).

Det triste digt, om skæbnens gang:

Hvis du i spidsen af dit liv du ej,

dig sætter!

En marionette du bliver imens skæbnen, 

dig besætter!

Fortvivlet i mange nætter, 

du kaster dit liv i hænderne, på én du ikke kender!

Fortvivlelsen og din skæbnes terningkast, 

koste dig vil!

Når i spejlet du ser, 

skæbnen hvis glubske mand ler!

En bisidder i natten ved eget liv du er blevet, 

for med skæbnens dunkle hånd står det skrevet.

Til hvem end der lyster at læse det,

God vind og de kærligste hilsner,

Stefan Hansen

Digt: Oprigtigt ønske, eller logiske lænker?

Digt: Oprigtigt ønske, eller logiske lænker?

Her er der to sider af det samme digt, som jeg har prøvet at lave forståeligt. Jeg tror alle mennesker kan relatere til at føle at kroppen/hjernen vil det logiske, imens hjertet vil følge sin egen vej selvom den kan blive såret. For spørgsmålet er klart: "At gøre, eller ikke at gøre?" At holde sig tilbage med hjernens logiske forklaringer og rammer, eller at lade hjertet føre vejen og måske blive såret på baggrund af et inderligt ønske.I version 2, ender det med at kroppen ikke længere ved hvad den ønsker, og derfor bliver fortabt på baggrund af at alle dens lidenskaber, ikke bliver tilkendegjort/kæmpet for.

Version 1, oprigtigt ønske:

Længsel, Længsel, Længsel

Længsel sat i hjernens fængsel,

Fortabt i hjertets kaotiske trængsel,

Hjertets uudholdelig elegi,

Med kroppens helhjertede længsel deri.

Version 2, logiske lænker:

At vælge udfra hjertets præmisser,

Udfra hjernens faste rammer,

Imens hjertet en chance misser,

Dernæst ikke kroppen følge kan,

for hjertet er i en forringet stand.

Dette er min gode ven Kristian Ebbs bedste digt.
Jeg håber at I nyder det.
(Jeg udgiver det på vegne af ham)
Til hvem end der gider at læse det,

God vind og de kærligste hilsner,

Kristian Ebbs og Stefan Hansen