Digt: Det triste digt, om skæbnens gang.
Indledning:
Dette er et digt jeg har lavet, som har til formål at gøre op med "Kvietisme", som er en ideologi hvor man finder svaret ved at se tingene fx i relation til gud, og tilsidesætter alle de menneskelige lyster man har, i fuldkommen hengivenhed til gud. Jeg føler at "Kvietisme" er forkert, netop fordi at man henstiller lysten til at være menneske og at tage de forskellige valg i forhold til det individ man er, og i stedet lade en højere instans klare valget for én selv. Digtet jeg har lavet slutter med en sarkastisk tone imod mennesket der fralægger sig ansvaret at leve, og i stedet lader skæbnen tage beslutningerne. Det er også én ironisk bemærkning til sidst, hvor der står at éns skæbne allerede er skrevet... PS: Jeg er selv ateistisk eksistentialist(En filosofi).Det triste digt, om skæbnens gang:
Hvis du i spidsen af dit liv du ej,
dig sætter!
En marionette du bliver imens skæbnen,
dig besætter!
Fortvivlet i mange nætter,
du kaster dit liv i hænderne, på én du ikke kender!
Fortvivlelsen og din skæbnes terningkast,
koste dig vil!
Når i spejlet du ser,
skæbnen hvis glubske mand ler!
En bisidder i natten ved eget liv du er blevet,
for med skæbnens dunkle hånd står det skrevet.
Til hvem end der lyster at læse det,
God vind og de kærligste hilsner,
Stefan Hansen
„Lad enhver prøve sin egen gerning,
SvarSletog så kan han have grund
til at rose sig i forhold til sig selv
alene, og ikke i sammenligning
med en anden.“ — Gal. 6:4.
Jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed fordi du havde lyst til at komme med en kommentar, da jeg selvfølgelig værdsætter alle tanker der er blevet skænket det poetiske materiale jeg har fremsat på min blog. Men jeg ved ikke om jeg har forstået kommentaren 100%, men da jeg ikke kan se hvilken direkte forbindelse det har i forhold til det lyriske materiale kan jeg kun komme med et tilbagesvar på det du har skrevet.
SvarSletIndividet er nød til at træffe valget for sig selv i sidste ende, for valget er nemlig lige præcis individuelt, og derfor op til den enkelte. Jean Paul Sartre skriver i sin bog "Eksistentialisme er en humanisme" at ethvert menneske bør fremstå som et eksembel for andre. Hvis man ikke havde noget godt, så havde man ikke noget dårlig at definere det med? Netop nuancen der skabes når man roser sig selv i forhold til andre, eller bare sætter sig selv i forhold til andre, er meget vigtig for det enkelte menneske, fordi ydre påvirkninger ikke kan undgå at røre os mennesker, på forskellige måde. Det er selvfølgelig helt individuelt, men det tager ikke vigtigheden fra det koncept: At kunne sætte os i forhold til andre med ren og god samvittighed, fordi at det enkelte menneske fremstår som eksempler på den enkeltes integritet, på både godt og ondt vel og mærke.
-PS: Undskyld jeg svarede så sent, jeg var lige ude med en af mine venner i går aftes.
Er nød til at reflektere lidt mere over dit digt og dit svar på min kommentar, inden jeg svare. Men skal nok vende tilbage når det er gjort.
SvarSletiøvrigt syntes jeg det er et flot digt rent lyrisk, omend meget dystert i min optik. Men det fremhæver du jo også selv i titlen
Tak for de rosende ord, og at du gad at kommentere! Det er meget dejligt for mig at se at det bliver taget op for seriøs diskussion! Jeg glæder mig til dit tilbage-svar :D
SvarSlet