Digt: "I hjertet gemt, men aldrig glemt"

I hjertet gemt, men aldrig glemt

Jeg lovede for et stykke tid siden en af mine kære veninder, at lave et digt ud fra hendes stil, der handlede om ikke at sige farvel, men på gensyn. Jeg har lavet lidt om på konceptet, dog har det stadig den samme "feel", som hendes stil. Jeg vil også sige tak til min skønne veninde og hendes flotte stil, samt den inspiration den gav mig.

Indledning;

Alle har prøvet at have nogen man elsker og dog må give slip på. Det man tænker er et på gensyn, men i hjertet føles det som et knusende farvel. Man bliver gjort til træl af sine egne følelser og føler at man er ved at give under for byrden. Derfra kan alle relatere til det, men kan i også relatere til at tro at man ikke har brug for vedkommende og derfor giver slip. Men er det virkelig det rigtige valg? Hjernens logiske tankegang siger at det er måden, men hjertet siger noget andet. Det skaber en splid, i en i forvejen kløft, mellem det logiske og hjertets inderligste ønske. Når man så giver slip fordi at vedkommende rejser andetsteds, hvad enten det er fysisk eller mentalt, er det så den samme man får tilbage? Er vedkommende faret vild, eller har man just begge vokset? Spørgsmålene rummer og svarene de forstummer. Jeg har lavet et ordsprog som jeg holder meget tæt, som man kan perspektivere til diverse situationer, såsom denne. De troende tror at de ved, så meget at de kunne sværge en ed. Det betyder at; Man har bygget nogle antagelser på et forkert principgrundlag, som så leder til et forkert svar. Men hvordan ved man om det er rigtigt? Ja, det kan kun du og dit hjerte afgøre. For at gøre det en kende mere besværligt skal tankerne også forsone med hjertet, for at finde svaret... Uheldigvis ved man som oftest ikke hvad man har før det er væk, så tænk dig om hvad du har og hold det tæt, venner, ligeså med dem/den du elsker.

I hjertet gemt, men aldrig glemt;

I hjertet gemt men aldrig glemt,

der er endnu ingen der påstår at det er nemt,

men alligevel bliver selv det vigtigste,
 let forglemt,

 Når man sidder alene tilbage er det som om det aldrig er hændt, 

for spørgsmålet der sidder tilbage;
Hvad har jeg dog glemt?

Man flytter sig fra sted til sted,

i håb om at følelserne,
 ej følger med

Det sagte farvel og den lette berøring,

ligger dog heldigvis i hjertet som en lille,
 fortrøstning.

Man siger dog "far" vel,
 men alligevel ikke, 

fordi at man behøver stilhed for sine sår,
 at kunne slikke,

Den ene man elsker og holder af,

skal rejse mod nye tider samt se tilbage,

om personen engang kommer igen,

det er ikke nemt at vide,
 min ven,

Det får det urolige hjerte til at,
 bære nag,

fordi at man forbliver i uvished,

 om det er den samme man får,
tilbage?

Man siger at menneskets eget sind er de eneste tremmer,

jamen hvorfor er det så hjertet,
 det rammer?

Man opdager ikke hvad man har før det er væk,

og stoltheden har fået det blødeste,
 af hårde knæk.

Grib dem dog og hold dem tæt,

fordi at ellers vil tankerne føre dem væk,

indtil hjertet vågner,
 med et sagte sæt,

Er man vildfaren, 

eller er man blot vokset?

Til hvem end der lyster at læse det,
Jeg håber maj's solstråler rammer jer der i hjertet, hvor tankerne ikke kan nå!

God vind og de kærligste hilsner!

Stefan Hansen