Digt; Hvis livet strammer, så løsn din rem!

Indledning:

Dagen man venter på! Dagen hvor alting går godt! Solen skinner og kæler én kærligt på huden. Tøjet sidder suuper tight. Man føler sig simpelthen som en fucking steg. 

Hvis livet strammer -så løsn din rem!

Jeg vågner

Jeg gider ikke engang være doven

For jeg har glædet mig til dagen

Intet kan røre mig i min slåbrok

Imens jeg står her med min kaffekop

I dag er det mig der er manden

Jeg er så klar til dagens gøren

På vej!

Nu er jeg på vej 

Intet kan stoppe mig - nej!

Solen er fremme og kæler kærligt

Jeg føler at denne dag er noget særligt

- og røven på hende der -
Alt er jo herligt!

At være hvor jeg vil være

Jeg kommer hvor jeg vil

I dag er mine tanker ikke til salg

Jakken sidder specielt - så godt

I dag kan det mærkes
Jeg er sgu flot!

Aldrig vil jeg tage dette for givet

Fordi dette 

Det er jo livet!

Jeg kommer hjem

Jeg er kommet hjem med sejren

Jeg tog livet som en leg
Og fandt vejen

Denne dag har slet ikke været slem

Siger jeg med min øl på min mave
Og løsner min rem

Jamen livet er så godt

Selv hvis du tvinger mig
Vil jeg ikke holde op!

Dagens afslutning

Dagen er slut
Jeg ligger og sover

Jeg har intet tilovers når drømmene kommer

Det er for disse dage
Jeg lever og ånder

Det er de gode dage
Det gør mig klar til de dårlige
Der kommer.

Tilføjet efterskrift fra det sene efterår 2018:
Hvem er man når musikken stopper?

Når morgenstunden truer med et formørket dagbræk, og man har glemt at supplere sit D-vitamin pille lager? Når alt tøjet er til vask, så man skal genbruge gårsdagens slidte underbukser? Ja, dem med bremsesporene.

Når dine øjne fanger en sød numse, som viser sig at være din ven Mohammeds? - Og du derfor begynder at sætte spørgsmål ved dine seksuelle præferencer?

Den dag du ikke kan passe dine bukser, fordi du troede økologi mærket på din 1 liters lakridsis betød mindre sukker?

Når køleskabet er tømt for øl? De eneste drikkevare der kan findes; er postevand og halv-lunken vitamin vand med let brus - og uden smag?

Hvad med den dag dine drømme stopper? Den dag et mareridt befamler dine ædlere dele, og truer med at sluge din sjæl?

Jeg ved det sgu' ikke.

På den anden side, ved jeg at McD ikke stopper med at sælge chili cheesetops lige foreløbigt. - Men måske, på den anden side, har jeg fået en ide om alt det jeg har misforstået ved mig selv.

Alt det ovenstående er skrevet af min gode ven Kristian Ebbs! Efterskriftet blev tilføjet en gang i det sene efterår 2018.

(Jeg har kun hjulpet med at smide det op på siden)

Ebbs siger at digtet bliver en sprød succes.

Til hvem end der lyster at læse det.
Både de gode og dårlige dage kan fylde livet med mening,

God vind og de kærligste hilsner!
Kristian Ebbs og Stefan Hansen

Digt; "sommerfugle i maven"

Indledning;

Der var en sen aften/nat jeg arbejde på mit tideligere arbejde, som er Buddy Holly i Hobro, og jeg var "garderobe pige". (Det skal lige siges at det var før jeg mødte min forhenværende kæreste) Jeg ser en utrolig flot pige som jeg ikke kunne få øjnene fra. Følelsen jeg fik, var en dyb kærtegnende varme, som rungede i min brystkasse. Jeg havde en vis fornemmelse af at følelsen var gensidig. Det var et utrolig flot øjeblik og dette digt er dedikeret til en vis Julie Langgaard. God fornøjelse!

Sommerfugle i maven:

Da jeg kiggede ind i dine øjne,

var mine tanker som fløjne,

Du hæftede mig ved dig -fuldstændig hel,

jeg havde det som om at du hev i min sjæl,

Dine øjne virkede næsten sejrende,

og dit smil virkede næsten fejrende,

Du gik med en glans -som var livet en dans

At stjæle et blik fra dig,

var som at gå blandt blomster for mig,

én rose, to roser, tre -hvor får mit hjerte dog lyst til at le

Du har nu fanget mit blik og mine tankers strøm,

da jeg tilbragte en intim stund med dig,

var det ligesom en drøm,

Jeg vågner og undrer mig over om det virkelig er sket,

om mit blik virkelig,

en så dejlig pige har set

Til hvem end der lyster at læse det!

Elsk livet og grib chancerne!

God vind og de kærligste hilsner,

Stefan Hansen

Digt; "Hvad er "det", der er?

Indledning;

Det er detaljerne der gør det. De små skridt der gør at man gå "hele vejen". De små skridt er en metafor for de små situationer og "hele vejen" er en metafor for livet, eller det kapitel man har igangsat i sit liv. Man bruger mange gange tiden til at filosofere over hvad meningen med livet egentlig er, eller gør jeg ihvertfald, formodentlig som så mange andre. Hvis man er så heldig at være lidt mere nede på jorden og undlade at være filosofiske, som jeg har svært ved, da kan man situationen som man har placeret sig i til fulde. Hvad end det er for en situation, det eneste krav er at man skal have placeret sig i den af sit eget ønske. Et eksempel for mig, kan være da jeg var til Roskilde festival. Jeg har fra tiden til anden et besvær med at være social, så at stå til en koncert sammen med flere tusinde andre mennesker, var lidt grænseoverskridende. Men jeg havde en øl i hånden, solen mod min bare hud og adgang til god musik. Jeg trak vejret dybt og det var der hvor jeg forstod, lige i den situation, hvorfor jeg egentlig var kommet. God fornøjelse kære venner, jeg har gjort mig umage med digtet.

Hvad er "det", der er?

"Det" rummer næsten alle de dejligste ting,
vinden der både rammer og strejfer kroppen, 

som stilhed i sit sind, som et eftertragtet ly for natten?

"Det" er forskelligt fra person til person, fordi at man er trods alt; "En ud af en million", 

en million fra eller til det trækker man fra og lægger til som man vil

"Det" ville være både umådelig svært og syndt at definere, 

både sjælen og sindet der uhæmmet triumfere, 

noget der om kroppen kærer og indstiller kroppen på fremtiden, at kunne kapere

Det er, måske charmen bag følelsen af "Det", 

men uheldigvis er det noget man ikke så nemt, selv kan se, 

men med et simpelt tungt åndedrag kan man faktisk få det til at ske

Mange gange har jeg ikke engang kunnet ænse hvordan man gør det,

 jeg har dog også bebrejdet mig selv for ikke "Det" at kunne fatte, 

men det er fandeme heller ikke nemt altid at være årvågen, 

fordi at det er sjovt nok nemmere at kigge op når man lander på røven

En stilhed som man i sit sind tilegner sig, 

et øjebliks ro som det kunne ske at hjælpe sindet med at vise vej, 

som i vej for dig der har forvildet sig og holder hænderne på hovedet og tænker; 

"Hva' i- al -verden laver jeg?"

Man kan fra tid til anden, bede til gud og råbe af fanden, 

man kan lave alle former for nyttesløs kald'en, men i sidste ende er det dig der er manden

 men vær blot rolig og tag dig sammen, 

tag blot- lidt mod til dig selv og luk af for larmen 

Det er- sådan man når "Det" på, 

ved at vide at der ikke er noget man skal nå, 

bare lade tankerne gå i stå, 

samt vide at alt, sgu nok, ska' gå.

Til hvem end der lyster at læse "det"!

Nogle gange forstår man ikke hvad man har, før det er væk...

God vind og de bedste hilsner,

Your's truly,
Stefan Hansen

Digt: "I hjertet gemt, men aldrig glemt"

I hjertet gemt, men aldrig glemt

Jeg lovede for et stykke tid siden en af mine kære veninder, at lave et digt ud fra hendes stil, der handlede om ikke at sige farvel, men på gensyn. Jeg har lavet lidt om på konceptet, dog har det stadig den samme "feel", som hendes stil. Jeg vil også sige tak til min skønne veninde og hendes flotte stil, samt den inspiration den gav mig.

Indledning;

Alle har prøvet at have nogen man elsker og dog må give slip på. Det man tænker er et på gensyn, men i hjertet føles det som et knusende farvel. Man bliver gjort til træl af sine egne følelser og føler at man er ved at give under for byrden. Derfra kan alle relatere til det, men kan i også relatere til at tro at man ikke har brug for vedkommende og derfor giver slip. Men er det virkelig det rigtige valg? Hjernens logiske tankegang siger at det er måden, men hjertet siger noget andet. Det skaber en splid, i en i forvejen kløft, mellem det logiske og hjertets inderligste ønske. Når man så giver slip fordi at vedkommende rejser andetsteds, hvad enten det er fysisk eller mentalt, er det så den samme man får tilbage? Er vedkommende faret vild, eller har man just begge vokset? Spørgsmålene rummer og svarene de forstummer. Jeg har lavet et ordsprog som jeg holder meget tæt, som man kan perspektivere til diverse situationer, såsom denne. De troende tror at de ved, så meget at de kunne sværge en ed. Det betyder at; Man har bygget nogle antagelser på et forkert principgrundlag, som så leder til et forkert svar. Men hvordan ved man om det er rigtigt? Ja, det kan kun du og dit hjerte afgøre. For at gøre det en kende mere besværligt skal tankerne også forsone med hjertet, for at finde svaret... Uheldigvis ved man som oftest ikke hvad man har før det er væk, så tænk dig om hvad du har og hold det tæt, venner, ligeså med dem/den du elsker.

I hjertet gemt, men aldrig glemt;

I hjertet gemt men aldrig glemt,

der er endnu ingen der påstår at det er nemt,

men alligevel bliver selv det vigtigste,
 let forglemt,

 Når man sidder alene tilbage er det som om det aldrig er hændt, 

for spørgsmålet der sidder tilbage;
Hvad har jeg dog glemt?

Man flytter sig fra sted til sted,

i håb om at følelserne,
 ej følger med

Det sagte farvel og den lette berøring,

ligger dog heldigvis i hjertet som en lille,
 fortrøstning.

Man siger dog "far" vel,
 men alligevel ikke, 

fordi at man behøver stilhed for sine sår,
 at kunne slikke,

Den ene man elsker og holder af,

skal rejse mod nye tider samt se tilbage,

om personen engang kommer igen,

det er ikke nemt at vide,
 min ven,

Det får det urolige hjerte til at,
 bære nag,

fordi at man forbliver i uvished,

 om det er den samme man får,
tilbage?

Man siger at menneskets eget sind er de eneste tremmer,

jamen hvorfor er det så hjertet,
 det rammer?

Man opdager ikke hvad man har før det er væk,

og stoltheden har fået det blødeste,
 af hårde knæk.

Grib dem dog og hold dem tæt,

fordi at ellers vil tankerne føre dem væk,

indtil hjertet vågner,
 med et sagte sæt,

Er man vildfaren, 

eller er man blot vokset?

Til hvem end der lyster at læse det,
Jeg håber maj's solstråler rammer jer der i hjertet, hvor tankerne ikke kan nå!

God vind og de kærligste hilsner!

Stefan Hansen

Digt: "Hvordan ser man ud, uden et spejl?"

Digt; "Hvordan ser man ud, uden et spejl?"

Indledning;

Nogle gange føler jeg mig som menneske meget alene, og virkelig ude af stand til at vide hvad jeg vil. Jeg føler mig virkelig rastløs og ude af stand til at træffe en beslutning der har mulighed for at føre mig videre, fordi at alt bare virker for sort og trist. Et par af de vigtigste lektioner som jeg har lært både af og i livet, efter min mening, er på det første; Tage tingene helhjertet og med oprejst pande, og på det andet; For at nå en sand og inderlig erkendelse, bliver man som menneske nød til at komme ud med sine intentioner og ytre sig om hvor man egentlig gerne vil på vej hen. Kort sagt, at have et "spejl". Der er for mange i verden der er alene og ude af stand til at finde nogen der vil lytte og give respons på positive ligeså vel som negative ting, overfor hinanden, og derfor ender man som oftest efter min erfaring, et meget trist og ensomt sted. Man kan i sidste ende altid tænke hvor god man er, hvor sej man er, hvor dum man er eller hvor træls man er etc. Men hvad betyder det, hvis ikke man havde noget at sætte det op imod? En eller anden form for respons fra omverdenen er meget vigtig, for ikke at begrave sig i sine egne tanker. Hvis man står i midten af en cirkel, er det sgu da klart man ikke kan få overblik. Men hvis man (som menneske, individ, person) dog bare havde nogen udenfor denne før nævnte cirkel, til at se der hvor man ikke selv kunne, ville man da have mulighed for at danne overblik uden at have "øjne i nakken", så at sige. Man kan tage perspektivet i forhold til mange situationer i livet, men det vil jeg selv lade dine(læserens) tanker om at fortolke.

Hvordan ser man ud, uden et spejl?

Hvad er verden egentlig når man føler sig alene og fastsat i sine egne tankers tomrum,

og ude af stand til at vide hvad man inderst inde vil,

i det der føles som en tidstom trummerum,

Livet vil tilsyneladende ikke én at man finder et fuldstændig roligt sted,

fordi- hvad er livet uden kontrasten mellem "krig og fred?"

Man kan prøve at vride og dreje sig alt det man vil, 

men i sidste ende er der ikke noget mere u-logisk,

 end at blive frisat fra sig selv,

I-stedet for at føre sig væk,

må man forstå,

 at med livet kan der ikke drives gæk.

Sæt dig i-stedet ved siden af mig og tænk,

fordi at uden en modpart, 

hvilken nytte har da' spejlet?

Monstro man skulle vente til livet sender én et vink?

Det kan jo kun diskuteres om det er bedre end at have fejlet,

Livet der kan ses bagfra som den smukkeste kvinde,

smuk og så lystigt i sinde,

Men med et slag vender denne kvinde til livet sig om,

og pludseligt føler man sig nødsaget til at række efter sin rom,

Men lad dog være med at dulme smerten, 

fordi at livet skal tages helt og ikke halvt, 

så lad være med at gå blindt efter færden, 

og på såret kaste salt.

Til hvem end der lyster at læse det,

Alle har brug for et spejl fra tid til anden,
Så sæt pris på dem der omgiver dig,
God vind og de kærligste hilsner,

Stefan B. Hansen

Digt: Manden med målet

Digt: Manden med målet

Indledning: 

Jeg har tidligere sat fokus på hvordan man fremadrettet kan arbejder med livet, og at der er en måde at give sit liv en lidt anden dynamik, og "albuerum" så at sige. Med albuerum mener jeg at der er plads til fornyelse, og accept af omstændighederne som man kan befinde sig i. Hvis nu at man ser på livet som et spørgsmål som kan ændres i forhold til livet, så kan man pludselig tilpasse sig i alle situationer. Det er meget vigtigt at forholde sig dynamisk til livet, eftersom at de forskellige ting rundt omkring os, ændrer sig i en kontinuerlig og aldrig afsluttende process. Vigtigheden af det spørgsmål man stiller sig i forhold til livet, baseret på u-vilkårlige standpunkter, er den man selv sætter i det. Der er ingen rigtig eller forkert i dit liv, andet end hvad du selv synes. Jeg har prøvet i dette digt at vise at jeg ikke tror det er resultatet, men mere det spørgsmål man får stillet, og det menneske der stiller det. Jeg har taget det udfra en 1. person, og prøvet at vise jer hvilket menneske jeg prøver at være. God fornøjelse!

Manden med målet:

Hændernes bevægelser styret af tankernes uimodståelige flor,

tankernes sagte vandring og hændernes praktiske gøren.

Nej, eller jo?

Selvom mine tanker lader mig blive løftet op til endnu usete højder,

nægter jeg at lade mit egentlige mål kue,

 fordi mine tankers længsel nyt land kan skue.

Istedet for at skue og drømmende prøve at nå hidtil uset land,

vil jeg istedet lade mig ændre hvad jeg egentlig kan.

Ak og ve, 

jeg vil nå alt det min helhjertede vilje- vælge kan,

for jeg vil nemlig være en mand i sand forstand.

Jeg vil ikke se målet som det egentlige resultat,

men i stedet manden der formår at lave det til en realitet.

For jeg har både lært og holder ved, 

at hver mand er sin egen lykkes smed,

så i-stedet vil jeg være en mand der ved,

at min tunge tårer og mit bitre sved,

dog ikke er forgæves sat,

i den fremmede og kul- sorte nat.

Til hvem end der lyster at læse det,

God vind og de bedste solstråle- hilsner!

Stefan Hansen

Digt: Det triste digt, om skæbnens gang

Digt: Det triste digt, om skæbnens gang.

Indledning:

Dette er et digt jeg har lavet, som har til formål at gøre op med "Kvietisme", som er en ideologi hvor man finder svaret ved at se tingene fx i relation til gud, og tilsidesætter alle de menneskelige lyster man har, i fuldkommen hengivenhed til gud. Jeg føler at "Kvietisme" er forkert, netop fordi at man henstiller lysten til at være menneske og at tage de forskellige valg i forhold til det individ man er, og i stedet lade en højere instans klare valget for én selv. Digtet jeg har lavet slutter med en sarkastisk tone imod mennesket der fralægger sig ansvaret at leve, og i stedet lader skæbnen tage beslutningerne. Det er også én ironisk bemærkning til sidst, hvor der står at éns skæbne allerede er skrevet... PS: Jeg er selv ateistisk eksistentialist(En filosofi).

Det triste digt, om skæbnens gang:

Hvis du i spidsen af dit liv du ej,

dig sætter!

En marionette du bliver imens skæbnen, 

dig besætter!

Fortvivlet i mange nætter, 

du kaster dit liv i hænderne, på én du ikke kender!

Fortvivlelsen og din skæbnes terningkast, 

koste dig vil!

Når i spejlet du ser, 

skæbnen hvis glubske mand ler!

En bisidder i natten ved eget liv du er blevet, 

for med skæbnens dunkle hånd står det skrevet.

Til hvem end der lyster at læse det,

God vind og de kærligste hilsner,

Stefan Hansen

Digt: Oprigtigt ønske, eller logiske lænker?

Digt: Oprigtigt ønske, eller logiske lænker?

Her er der to sider af det samme digt, som jeg har prøvet at lave forståeligt. Jeg tror alle mennesker kan relatere til at føle at kroppen/hjernen vil det logiske, imens hjertet vil følge sin egen vej selvom den kan blive såret. For spørgsmålet er klart: "At gøre, eller ikke at gøre?" At holde sig tilbage med hjernens logiske forklaringer og rammer, eller at lade hjertet føre vejen og måske blive såret på baggrund af et inderligt ønske.I version 2, ender det med at kroppen ikke længere ved hvad den ønsker, og derfor bliver fortabt på baggrund af at alle dens lidenskaber, ikke bliver tilkendegjort/kæmpet for.

Version 1, oprigtigt ønske:

Længsel, Længsel, Længsel

Længsel sat i hjernens fængsel,

Fortabt i hjertets kaotiske trængsel,

Hjertets uudholdelig elegi,

Med kroppens helhjertede længsel deri.

Version 2, logiske lænker:

At vælge udfra hjertets præmisser,

Udfra hjernens faste rammer,

Imens hjertet en chance misser,

Dernæst ikke kroppen følge kan,

for hjertet er i en forringet stand.

Dette er min gode ven Kristian Ebbs bedste digt.
Jeg håber at I nyder det.
(Jeg udgiver det på vegne af ham)
Til hvem end der gider at læse det,

God vind og de kærligste hilsner,

Kristian Ebbs og Stefan Hansen